Jeg har netop installeret den danske version af Microsoft Office 2008 på en bekendts MacBook, og godt nok kiggede jeg ikke så meget på programmet, men jeg stødte dog under installationen på en “oversættelse”, der fik mig til at tænke på om resten af programmets oversættelse er af samme kvalitet.

Oversættelsen var Forankringsikoner, og prøv at gæt hvad det er en oversættelse af.

I øvrigt har Microsoft endnu ikke fundet ud af, at Mac OS X programmer kan understøtte flere sprog i samme program, så selv om den danske version kommer sammen med norsk og finsk, er det tre separate installationer.

Nu har Mac OS X selvfølgelig også “kun” eksisteret i 7 år (endnu længere som udviklerudgave), så måske næste version af Office kan begynde at udnytte sådanne funktioner ;-)

Pioneer har netop annonceret deres europæiske 2008 setup, der som noget nyt nu også inkluderer LCD tv og en projektor.

Et samarbejde med Sharp betyder at Pioneer lancerer tre LCD tv i 32″, 37″ og 46″, og plasma er nu kun i 50″ og 60″. Deres nye D-ILA projektor kan håndtere størrelser fra 60″ – 200″, og hele deres sortiment er Full HD (1920 x 1080) med avancerede kalibreringsmuligheder.

Dette bliver i øvrigt sidste årgang med egne plasmapaneler, da Pioneer fra næste år vil få produceret paneler hos Matsushita (Panasonic).

Læs mere her.

TDC har netop lanceret PLAY, hvor man som TDC eller YouSee kunde med et af de understøttede abonnementer “gratis” kan hente lige så meget musik, som man ønsker, og indtil videre har TDC indgået aftale med EMI, SONY BMG og Warner Music Group samt nogle uafhængige danske pladeselskaber.

I realiteten er PLAY dog ikke specielt meget anderledes end de abonnementsformer, der eksisterer/har eksisteret i andre lande (f.eks. den lovlige udgave af Napster), og opsiger man sit TDC/YouSee abonnement, kan man da heller ikke længere afspille musikken.

Endnu værre er det, at musikken ikke kan overføres til iPod eller anden MP3 afspiller, og man kan heller ikke brænde det ned på cd (hvilket ikke er unormalt for denne type abonnement). Man er altså låst til at høre musikken fra sin Windows computer (der understøttes ikke andre platforme) i WMA (192 kbit/s) eller på sin mobil i AAC/AAC+ (48 kbit/s).

Hvis Apple, som rygterne siger, overvejer lignende tiltag, håber jeg inderligt at det bliver med færre begrænsninger.

Radio- og tv-nævnet har i dag offentliggjort hvem de har valgt som kommerciel gatekeeper på DTT nettet, og det blev svenske Boxer, der skal starte med at sende 1. november 2009 fra de tre tilgængelige MUX.

Boxer fik 18 point ud fra nævnets opstillede karakterskala, mens de to andre ansøgere, Danmarks TV (MTG) og DDTV (Telenor), fik henholdsvis 12 og 11 point.

Det er planen at Boxer vil udbyde 29 kanaler opdelt i 16 forskellige pakker med en gennemsnitlig pris på kr. 17,12 pr. kanal. Reelle HDTV kanaler er der ikke planer om, men Boxer vil benytte HDTV ved udsendelse af store events, som OL, fodboldslutrunder, royale begivenheder m.m.

I mine øjne lyder 29 kanaler af meget fordelt på tre MUX, og selv med MPEG-4 (h.264) komprimering bliver der nok næppe tale om kanaler i høj signalkvalitet på DTT nettet.

Læs Radio- og tv-nævnets afgørelse, og se evt. også Boxers svenske hjemmeside.

Sony har opdateret firmwaren i Playstation 3 til version 2.20, og blandt nyhederne i opdateringen er understøttelse af BD Live (også kaldet Blu-ray Disc Profile 2.0) samt Resume Play.

BD Live, som indtil videre kun understøttes af Playstation 3, gør det muligt for understøttede Blu-ray film at tilgå internettet for f.eks. at kunne downloade ringetoner til mobilen, der passer til filmen, spille online mod andre, hente trailers osv. Det er stort set kun fantasien der sætter grænser for hvad der kan laves, og det blive spændende at se om funktionen bliver populær, eller om det kun bliver gejl.

Resume Play gør det endeligt muligt for Playstation 3 at starte en film fra det punkt den blev stoppet ved tidligere, og det virker med DVD samt de Blu-ray film, der ikke er BD-J baserede. Den kan endda huske startpunkter for mere end én film – ganske som er normalt for en computers DVD afspiller.

Dog skal man huske at stoppe filmen inden man skubber discen ud, for ellers husker den ikke hvortil den kom, og det ser ud til at den også sletter startpunkter for tidligere sete film, hvis man skupper discen ud uden at stoppe først, men det må være en fejl.

Andre nyheder i opdateringen kan ses her.